Åbn undermenuer...

7.2 Kampen om den politiske dagsorden

Du har nu set en lang række partifilm og har et ret godt billede af, hvad de forskellige politikere står for. Du kan supplere din viden gennem partiernes egne hjemmesider eller på Folketingets hjemmeside. Lav en liste over de forskellige partier og deres forskellige dagsordener. Hvilke emner ønsker de forskellige partier at medierne taler om? Hvilke emner ønsker de forskellige partier bestemt ikke at medierne taler om?

Undersøg ved hjælp af Infomedia, hvilken partileders navn der optræder fleste gange på Infomedia det seneste år. Hvad kan tallet være udtryk for?

Undersøg i grupper hvad der dominerer mediernes dagsordener på for eksempel DR, TV2, Politiken, Berlingske, Jyllands-Posten, BT eller Ekstra Bladet.

Kom med et aktuelt emne som du synes er meget i medierne i øjeblikket. Se figur 7.8 og lav en figur som viser, hvordan de forskellige aktører enten samarbejder eller modarbejder hinanden gennem medierne i forhold til at skabe en politisk dagsorden inden for det emne du har valgt.

Tænk over bestemte sager, som har været oppe at vende i medierne. Se figur 7.9. Forklar, hvordan politikerne har benyttet sig at forskellige former for spin i disse sager.

Forklar, hvordan udtrykkene det grå guld og ældrebyrden er to eksempler på framing. Lav sammen med en makker en liste over andre eksempler på framing.

Find på YouTube eksempler på valgfilm lavet af politiske partier i Folketinget (OBS: Der er mange falske). Undersøg, hvilke målgrupper fra Minervamodellen, filmene henvender sig til.

Se debatfilmen om det danske demokratis kendetegn.

Mange af debattørerne nævner at et af kendetegnene er at der er mange som mener rigtig meget om rigtig mange ting. Hvem mener at dette er godt og hvem mener at det er dårligt? Hvad siger de om det? Hvilken rolle tænker du at de sociale medier spiller i forhold til dette? Hvad med de klassiske og digitale massemedier? Analyser dette ud fra et konkurrencedemokratisk ideal og ud fra et deltagerdemokratisk ideal. Se figur 6.4.

Se debatfilmen om faldende tillid til politikere og diskuter den manglende tillid med udgangspunkt i begrebet spinnokrati.

Gå ind på Lars Løkke Rasmussens Facebook-side og find eksempler på udtryk for mistillid og lede eller direkte hadefulde ytringer. Hvilken betydning har medierne for disse kommentarer? Er der en anderledes mistillid eller direkte lede i dag end for 20 år siden? Eller er det bare blevet tydeligere?